Opskrift af Sandra Pugliese fra bogen Souping – det nye juicing
Endnu en skøn suppe – og denne kan fryses. Bemærk at der kan skydes genvej – se nederst under noter.
Opskriften er fra bogen “Souping – det nye juicing” af Martin Kreutzer og Sandra Pugliese med undertitlen Detox dig til et slankere og sundere liv med lækre og smagfulde supper. Bogen indeholder 40 fantastiske opskrifter, som alle følger de antiinflammatoriske kostprincipper.
Du kan læse mere om bogen/købe den her.
Antal personer |
personer
|
- 1 stk bagekartoffel - a ca. 225 g inkl. skræl
- 150 g selleri
- 2 tsk ekstra jomfruolivenolie
- 1 stk porre - a ca. 75 g renset vægt
- 1 stk skalotteløg - a ca. 25 g
- 5 g smør
- 6 dl fond - efter eget valg
- 175 g kyllingebryst
- 35 g kalkunbacon
- 1 lille håndfuld purløg
- hvid eller sort peber - friskkværnet
Ingredienser
|
- Skrub kartoflen grundigt fri for jord og urenheder. Tør den, prik den med en gaffel, og pak den ind i stanniol eller bagepapir. Bag den i ovnen ved 175 gr. varmluft i ca. 75 minutter. Mærk på den, og giver den efter, så er den færdig, ellers skal den have lidt mere.
- Skræl selleri, skyl og skær den i små tern. Bland dem med 1 tsk olie og 1 tsk vand, kom dem i et ildfast fad og bag dem i ovnen sammen med kartoflen de sidste 25 minutter. Når kartoflen er færdig, afkøles den let og skæres i mindre stykker.
- Skyl porren grundigt, og skær den i tynde skiver. Finthak løget. Svits løg og porrer i smørret i 3-4 minutter for lav varme, tilsæt de bagte selleritern og kartoflen, overhæld med fond, og lad det småkoge et kvarters tid.
- Mens suppen koger, skær da kylligekødet i små strimler, krydr med salt og peber, og svits det i den resterende tsk olie, til det netop er brunet. Tilsæt ½ dl vand, lad det koge kraftigt, indtil vandet er væk, og brun derefter kødet færdigt på panden. Tag det af panden. Skær bacon i små strimler, og tørsteg det på panden, til det er sprødt.
- Skyl og slyng purløg, og finthak det. Blend suppen, og smag til med salt og peber. Server med kyllingekød, bacon og purløg.
Suppen holder sig fint på køl til næste dag og kan fryses. Varm den nænsomt op, når den skal spises, og drys først purløg på den færdigopvarmede suppe.
Orker du ikke, eller har du ikke tid til, at bage kartoffel og selleri, så svits det bare med i gryden og kog det, som en normal kartoffelsuppe.
.